blog_image

Fraflytning af lejlighed – Få styr på de vigtigste regler 

Læsetid: ca. 5 min 

Læs om:

 

Står du i den situation, at du skal fraflytte din lejlighed? Er du forvirret over, hvilke regler der gælder og hvilke du skal tage stilling til? Hvis svaret ja, er det helt forståeligt. Du skal nemlig både tænke på lejligheden du fraflytter, og det nye hjem du flytter til.

Det kan hurtigt blive uoverskueligt, og føre til at du glemmer essentielle ting i processen.

Du ønsker højst sandsynligt at få så meget af dit depositum tilbage som muligt. Derfor har vi skrevet 6 vigtige forhold, du skal have styr på ved fraflytning af lejlighed. 

Indkaldelse til fraflytningssyn

Når du har besluttet dig for at fraflytte din lejlighed, skal du meddele det til din udlejer. Lejer din udlejer mere end en bolig ud, er kravet, at udlejeren indkalder dig til et fraflytningssyn. 

Dette fraflytningssyn skal finde sted, senest 2 uger efter udlejeren er blevet informeret om din fraflytning. Selve indkaldelsen til fraflytningssynet skal foregå skriftligt.

Det varierer hvor du skal skrive til, afhængig af hvilken udlejer du benytter dig af. Typisk vil du kunne finde svar på dette på en udlejers hjemmeside.

Lejer din udlejer kun en lejlighed ud, har han/hun ikke pligt til at afholde fraflytningssyn. Udlejeren skal dog stadig gøre dig bekendt med, hvilke krav vedkommende stiller til istandsættelsen af lejligheden. Dette skal også ske indenfor 2 uger efter udlejeren er blevet informeret om din fraflytning. 

Fraflytningssynet går ud på, at du og udlejeren sammen gennemgår lejligheden for mangler. Disse mangler noteres selvfølgelig. 

Tip: Det er en god idé, at du til synet tager billeder/videoer, for at dokumentere lejlighedens stand. 

Hvad er fraflytningsrapportens regler? 

En fraflytningsrapport består af en oversigt over standen af lejligheden, når du fraflytter. Den vil sommetider tage udgangspunkt i indflytningsrapporten. Der vil altså blive kigget på, hvordan lejlighedens stand var ved indflytningen til sammenligning med fraflytningen af lejligheden. 

Denne rapport udarbejdes af udlejeren under fraflytningssynet. Her er det procedure, at du også modtager en kopi af rapporten. Både du som lejer og udlejeren skal underskrive denne rapport ved synet. 

Hvis du ikke er enig med rapporten, har udlejeren 2 uger til at sende en ny. Den samme frist gælder, hvis du er forhindret i at deltage til synet. 

Tip: Inden du møder op til fraflytningssynet, er det en god ide at tjekke indflytningsrapporten igennem. Du vil blive bevidst om, hvordan standen var da du flyttede ind. Dermed også hvordan den skal være ved fraflytningen af lejligheden.

Hvad gør du hvis du ikke modtager en fraflytningsrapport? 

Hvis din udlejer ikke udarbejder eller afleverer en rapport, kan vedkommende ikke gøre krav imod dig. Med andre ord betyder det, at du har krav på at få hele dit depositum tilbagebetalt. 

Hvad siger lejeloven om flytteopgørelsen? 

Mange forveksler flytteopgørelsen med fraflytningsrapporten, selvom de er to vidt forskellige ting. Flytteopgørelsen er en økonomisk opgørelse over udgifterne, du står til ansvar for, ved istandsættelsen af lejligheden. 

Disse udgifter aftales i fraflytningsrapporten, og du må derfor kun stilles til regnskab for disse. Det kan være udgifter som f.eks. malerarbejde eller rengøring. Hvis udlejeren efter fraflytningssynet efterfølgende får øje på yderligere mangler, kan du også blive pålagt disse. Disse mangler skal dog nævnes, lige så snart de bliver opdaget. 

Hvis du vil spare nogle penge, kan du vælge at stå for dele eller hele istandsættelsen. Det kan eksempelvis være, at du vælger at male lejligheden selv. 

Du skal modtage flytteopgørelsen ”inden for rimelig tid”, men der er ingen specifik frist. Til gengæld gælder ”specifikationskravet”, der går ud på, at udgifterne tydeligt skal fremgå i opgørelsen. 

Med det sagt, skal det tydeligt fremgå, hvad hver enkelt udgiftspost har kostet. Det er nemlig ikke nok med en samlet pris for alle udgiftsposterne. 

Hvis du ikke selv vil stå for istandsættelsen, bør udlejeren vedlægge kopier af fakturaerne fra håndværkere. 
Hvis du mener at priserne er for høje, kan du kontakte andre håndværkere. På den måde kan du få andre tilbud, og sammenligne med det allerede udførte arbejde. Hvis du finder tilbud der er billigere, vil du få differencen betalt, og på den måde kan du spare nogle penge. 

Istandsættelse af lejlighed ved fraflytning

I 2015 skete der et skift i lejeloven, der ændrede visse regler for fraflytning af lejlighed. Ændringen omhandler selve istandsættelsen af lejligheden ved fraflytning.

Derfor er der forskel på, om du har indgået lejekontrakten før eller efter 1. juli 2015.  Inden kravene kan gennemgås, er det altså vigtigt at vide, hvornår din kontrakt er fra.

Helt konkret er ændringerne som følger:

  • Er lejekontrakten indgået før 1. juli 2015, kan udlejeren kræve, at du afleverer lejligheden nyistandsat. Hvis den altså også var det ved indflytningen. Det kan indebære istandsættelse af gulv, køkken og bad. 
     
  • Er lejekontrakten derimod indgået efter 1.juli 2015, kan udlejer kun kræve en normalistandsættelse ved fraflytning af lejligheden. Normalistandsættelse indebærer maling, tapetsering, rengøring, hvidtning eller slibning af gulv hvis nødvendigt. Lejligheden skal se nogenlunde ud, som da du overtog. Udover at der naturligvis kommer til at være almindeligt slid.
     

Du har som lejer ret til at finde håndværkerne, der skal stå for istandsættelsen af lejligheden. Du kan også selv udføre arbejdet. Vær særlig opmærksom på, at dette kun gælder, indtil du har afleveret nøglerne til udlejeren.

Hvis du ønsker at udføre istandsættelse, efter afleveringen af nøglerne, kan det kun gøres med udlejerens accept. 

Hvis hensigten er at få mest af depositummet tilbage, kan du med fordel selv udføre istandsættelsen. Det kan være, at du vælger selv at male vægge og loft. På den måde undgår du, at penge fra dit depositum går til en håndværker. 

Hvad er forskellen på A- og B-ordning reglerne? 

Kravene til boligens istandsættelse kommer an på, hvilken ordning du tilhører. Du som lejer ved nok godt, at du enten tilhører A-ordningen eller B-ordningen. 

A-ordning betyder at du som lejer er flyttet ind i en lejebolig, som er istandsat hvor lofter og vægge er nymalet. Derfor skal du som fraflytter en lejebolig, med A-ordning, sørger for en normalistandsættelse af boligen. Denne istandsættelse skal både du som lejer og boligselskabet betale for.

Derudover skal lejligheden også være rengjort inden fraflytningen.  

Har du selv stået for at istandsætte lejligheden inden fraflytningen, skal du ikke betale for yderligere. 

Har du en B-ordning betyder det, at du har en vedligeholdelseskonto. Du betaler som lejer et fast beløb til kontoen via huslejen hver måned. Denne konto skal bruges til almindelig vedligeholdelse af boligen i bo-perioden. 

Skal du istandsætte boligen ved fraflytning med B-ordning? Nej det skal du ikke, medmindre der er tegn på misligholdelse. Selvom du ikke skal istandsætte boligen, skal du sørge for den er rengjort inden afleveringen. Hvis dette ikke gøres, betragtes det som misligholdelse, og dette skal du betale for. 
 

Får du tilbagebetalt dit depositum ved fraflytning af lejlighed? 

Et depositum er et indskud, der bliver betalt, i forbindelse med at lejekontrakten bliver underskrevet. Et depositum svarer som regel til ca. 3 måneders husleje. 

Udgifterne der fremgår i flytteopgørelsen, bliver trukket fra depositummet. Det resterende beløb vil du få tilbage, hvis der overhovedet er noget tilbage. Hvis udgifterne til istandsættelsen bliver højere end depositummet, er du forpligtet til at betale udover depositummet. 

Hvis du selv står for istandsættelsen, vil der naturligvis ikke blive trukket penge fra depositummet. Det siges at tilbagebetalingen af depositummet bør forekomme inden for 1-2 måneder efter fraflytningen af lejligheden. 

Hvad nu hvis udlejeren ikke afleverer fraflytningsrapporten i tide, eller slet ikke afleverer den? Hvis dette er tilfældet, har du ret til at få tilbagebetalt hele dit depositum.

Vi håber, at du kunne bruge disse informationer til at komme godt igennem fraflytningen af lejligheden. Husk at det er en god idé at indsamle tilbud, hvis du ikke selv står for istandsættelsen.

Det vil skabe dig et overblik over priserne og udbuddet af håndværkere, der kan hjælpe dig ved fraflytningen. Så undgår du, at udlejerne kræver en alt for høj pris for det udførte arbejde.

 

Indsaml tilbud

Ingen kommentarer fundet
Tilføj en kommentar
Navn*
Email*
Vedhæft billede
Kommentar*
Indsæt verifikationskode
Altom-renovering.dk bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker videre på sitet, accepterer du vores brug af cookies og vores generelle vilkår og betingelser (kan læses her).

Om Altom-renovering.dk